Velkommen

Fremtidenspolitikere.dk er et tværpolitisk netværk af bornholmske kandidater til kommunalvalget 17. november 2009. Vi har det til fælles, at vi er ser os selv som seriøse kandidater, som alle ønsker at blive fremtidens politikere på Bornholm. Derudover har vi også det til fælles, at vi ønsker en ordenlig demokratisk debat, og derfor har vi formuleret et manifest, som vi vil arbejde efter i valgkampen og efterfølgende i kommunalbestyrelsen.

Baggrunden for manifestet er, at vi som politikere ikke vil spilde tiden med at nedgøre hinanden og så alligevel love stort set det samme til borgerne. Vi vil i stedet respektere hinandens politiske forskelle og forsøge at forklare dem ærligt til vælgerne.

 

Vi ønsker vælgermøder, der er interessante for kritiske og nysgerrige borgere. Vi ønsker politiske diskussioner, hvor svarene ikke blot kopieres ud fra partipolitiske programmer eller tilpasses målgruppeanalyser. Vi ønsker debatter, hvor der er tid og plads til at gå i en reel dialog om, hvordan værdier og konkrete tiltag kan hænge sammen og bidrage til fællesskabet nu og fremover.

Hvordan?
Forandringen kommer ikke af sig selv. Vi politikere må selv tage affære for at indgå i en bedre dialog med hinanden og vælgerne. Manifestet er vores vision, dogmerne vores værktøj, men dogmepolitikkens værdi afhænger selvfølgelig af, hvordan vi fører debatten i praksis. Vi vil gøre vores bedste.


Manifest


Vi er politikere, der ønsker en demokratisk valgkamp og en velfungerende kommune. Manifestet her er vores fælles vision for en god debatkultur, og dogmerne er et sæt spilleregler, vi vil følge i vores politiske arbejde.

Vi ønsker en valgkamp, hvor vi går dybere ned i argumentationen: Vi skal som politikere kunne forklare, hvordan vores mål og visioner omsættes i konkrete tiltag, så de egentlige politiske forskelle viser sig, og diskussionen bliver interessant og får demokratisk betydning.

Vi tror på, at vælgerne hellere vil høre politikere, der taler med hinanden end mod hinanden; hellere vil lytte til hvad, politikerne kan gøre sammen end at høre på, hvorfor de synes, at andre politikere er uduelige og utroværdige. Vi skal have debatter, hvor der tales med gensidig respekt og med en oprigtig interesse for at gå i dybden med de politiske spørgsmål og værdimæssige diskussioner.

Til hverdag er vi dybt afhængige af en god dialog med borgerne, som er dem, der har erfaringerne med samfundets indretning og ved hvad, der skal laves om og gøres bedre. Det er ikke kun vores job at komme med gode svar, men også at stille gode spørgsmål. Også i en valgkamp skal der være tid til, at vi som politikere lytter og lærer.

Vi er politikere, fordi vi har ideer til, hvordan samfundet kan forbedres, og fordi vi insisterer på, at det nytter at gøre noget ad politisk vej. Vi er politikere, fordi vi tror på, at midlet til at forstå og forbedre samfundets indretning er demokratiet.

Når vi deltager i politiske debatter, vil vi overholde følgende dogmer for demokratisk debat - både i valgkampen og vores politiske arbejde i de kommende år - for det er os, der er fremtidens politikere og os, der ønsker at tage ansvar for det bornholmske samfund i fremtiden.

Dogmer

  • Ingen mudderkastning: Jeg bruger ikke min tid på at hænge andre ud.
  • Jeg vil forklare hvordan jeg mener de politiske mål kan nås.
  • Jeg siger hvad jeg mener.
  • Jeg ved ikke alt og vil ikke skjule min tvivl.
  • Jeg lytter til dem jeg går i dialog med, og jeg forsvarer andres ret til at mene noget andet end mig.
  • Jeg forhåner ikke andre mennesker og befolkningsgrupper.
  • Nul valgflæsk!


Politiske udspil

 

Vores lille lysegrønne ø

Som fremtidens politikere er vi alle kandidater, der vil arbejde for realisering af visionen om et bæredygtigt og CO2 neutralt Bornholm, formuleret i Bright Green Island.

Vi mener, det er den rigtige og nødvendige vision for Bornholm.

Men det er ikke nok at tale grønt. Bright Green Island er blot en strategi - og som sådan skal der nu handling bag ordene.

Vi mener, det er politikernes pligt at fastholde Bornholm i det grønne spor.

Den billigste energi er den, vi sparer - og den helt store klimagevinst ligger i bygningerne.

Vi mener derfor, kommunen skal gå foran og vise vejen ved at leve op til målsætningerne i Energistrategi 2025 og Miljøplan 2008-2011, herunder specielt:

  • anvende sunde miljørigtige materialer, miljørigtige konstruktioner og energibesparende installationer ved ombygninger og nybyggeri af kommunale ejendomme,
  • iværksætte energibesparende tiltag med en tilbagebetalingstid på 5 år, samt tiltag der over 5-8 år vil være særligt rentable og
  • at mindst 75 % af de fødevarer der serveres i kommunalt regi er økologiske eller lokalt producerede i år 2015.

Gennem et fælles engagement vil vi finde nye måder at gøre tingene på og nye løsninger.

Samarbejde er nøglen til succes.

Nyheder

  • Kommunalvalget 2009 er overstået og det lykkedes to af netværkets at blive nutidens politikere... Tillykke til Lotte og Lene fra Borgerlisten.
  • Pressemeddelelse - Fremtidens politikere peger på de ting, som alle er enige om.
  • TV 2/Bornholm reportage om fremtidenspolitikere.dk (tilhørende artikel)
  • Signe Kjøller, Radikale Venstre, er optaget i netværket.
  • Pressemeddelelse - lancering af netværket.

Medlemskab


Fremtidenspolitikere.dk er et åbent netværk... vi inviterer til samarbejde på tværs af partiskel, men samtidig kræver vi at medlemmerne af netværket kan opfylde følgende basale krav.

  • Netværkets medlemmer skal i enighed godkende nye medlemmer - efter en helt subjektiv vurdering af ansøgeren.
  • Kun kandidater, der ikke er valgt til kommunalbestyrelsen i forvejen, kan optages.
  • Afslag offentliggøres ikke og begrundes heller ikke.
Ønsker du at blive optaget i netværket kan du sende en mail med din begrundelse til This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it .